Iværksættersalon + Iværksætter Lolland Fødselsdag

Iværksættersalon med Iværksætter Lolland (IVL)
Kom til iværksættersalon og mød potentielle, nye og erfarne iværksættere på Lolland. Fredag den 1. december sætter vi fokus på iværksætteri og det potentiale, der ligger i at skabe værdi for andre end en selv. Målet med iværksættersalonen er at bringe folk sammen og skabe bedre betingelser for netværk og iværksætteri på Lolland. Vi håber, at salonen bliver den første i rækken af flere.
17:00 Netværk – kom lidt før og få en uformel snak
17:30-17:45 Velkomst: IVLs forperson, Jonas Sylvester Kaspersen, der giver en kort intro til IVL og iværksætteri på Lolland.
17.45-18:45 Talk og debat: To gæster giver hver deres bud på hvordan iværksætteri skaber værdi for andre end en selv. Vi sætter spot på potentiale, ressourcer og udfordringer, og vinkler det i forhold til Lolland. Der er indlagt plads til spørgsmål fra deltagere. Pernille Bærendtsen fra IVL’s bestyrelse moderer talk og debat.
18:45 Netværk fortsat.
Alle er velkomne. Arrangementet er gratis. Du kan købe drikkevarer i baren.
IVL favner en bred gruppe af mennesker, der er optaget af at skabe forandring. Lolland har imidlertid færrest virksomhedsregistreringer per indbygger (2017); mange iværksættere, ildsjæle og initiativtagere på Lolland oplever for det meste at de arbejder på egen hånd, og at det at iværksætte fortrinsvis er forbundet med en større virksomhed eller forretnings-reality-tv-programmet Løvens Hule. Vi overser måske derfor også let, at den studerende, kunstneren, journalisten, musikeren, håndværkeren, IT-nørden eller den frivillige, der er med i en forening eller et kulturprojekt, også er en form for iværksætteri. Vi ved, at vi har et stort potentiale her på Lolland, men hvordan bringer vi det bedst i spil for en bæredygtig udvikling?
IVL arbejder for at skabe en bedre fysisk platform for både nye og erfarne iværksættere, hvor vi kan mødes uformelt, udveksle erfaringer og inspirere hinanden. IVL arbejder ud fra EU’s definition: “Entrepreneurship is when you act upon opportunities and ideas and transform them into value for others. The value that is created can be financial, cultural, or social”. Helt kort – og på dansk – vil det sige, at vi tror på, at iværksætterkompetencer er brugbare hele livet igennem, og at iværksætteri ikke kun handler om at tjene penge, men i den grad også om kulturel og social vækst. Det vi sætter i gang, skal også skabe en værdi for andre end os selv. Vi ser iværksætteri som en mulighed for, at Lolland kan skille sig ud og stå stærkere, når Femerntunnelen er færdig. Vi tror på, at iværksætteri skal medvirke til en positiv og bæredygtig udvikling af vores lokalsamfund.
Efterfølgende fejrer vi Iværksætter Lolland 5-års fødselsdag.

The event is finished.

Dato

1. december, 2023
Expired!

Tidspunkt

17:00 - 23:55
QR Code